Noget at have det i

”Naturligvis synes jeg du skriver godt – ellers havde du jo ikke haft den kundeliste!”

Citatet er hentet fra en telefonsamtale med en potentiel kunde. Jeg havde sendt en præsentationspakke med tekstprøver (individuel naturligvis – det gør jeg altid!) og ringede for at høre hans reaktion. Siden har jeg ofte tænkt over hans svar. For ja – min kundeliste fortæller, jeg har noget at ha´ det i.

Derfor tør jeg fremhæve tre kompetencer:

Tre-i-ener => mere for pengene
Jeg kalder mig en tre-i-ener, fordi jeg har en fortid som marketingchef, tekstforfatter og projektleder. Derfor kan du få sparring i den strategiske proces, teksten bygger på. Og du har garanti for tanker og tekst, der fungerer i den praktiske verden. Min erfaring viser, at det tilfører både samarbejde og resultater store kvaliteter. Først og fremmest mere for pengene, og hvem vil ikke gerne have maksimalt udbytte af sin investering?

Finansuddannelse => forståelig formidling af komplekse produkter
”Formodentlig den bedste finansielle brødtekstforfatter i byen”. Jeg er oprindelig bankuddannet og har arbejdet med markedsføring på kundesiden inden for både bank, forsikring og realkredit. Derfor har jeg særlig indsigt i kompleksiteten, produkterne, politikkerne, juraen og andre forhold, som er særegne og fundamentale for udformning af god finansiel kommunikation. En erfaring, der også er en styrke, når andre brancher har brug for at gøre det komplekse enkelt og forståeligt – frit oversat fra talemåden KISS.

Marketingbaggrund => sælgende journalistik
Vandtætte skotter mellem reklame og PR er nødvendige for virksomhedens troværdighed, men naturligvis skal der være sammenhæng mellem alle typer kommunikation. Jeg har stor erfaring i at skrive artikler til kundemagasiner på baggrund af egne interviews og research, og jeg mestrer den hårfine balance, hvor markedsføring forklæder sig som journalistik til gavn for både modtager og afsender.